top of page

Digitale Fortællinger

Her blev vi introduceret for den digitale fortælling. Det er som sådan ikke noget nyt fænomen, at man bruger de muligheder, der ligger i det digitale medie til at lade eleverne fortælle historier, eller genfortælle det som de har lært. Det bliver allerede brugt i forbindelse med “Bookcreator”. Det nye, for os, var pointen om, hvor stilladserende det var for svage elever, at få lov til at strukturere sin ide inden der blev arbejdet med den i en form som “Bookcreator”. Selve struktureringen kan foregå gennem en tegneserie af det som skal genfortælles eller en kort animationsfilm lavet i f.eks. “Puppet pals”. Ofte vil det give mulighed for, at selv de svage elever får vist sig selv, læreren og sine forældre hvad de har lært i skolen.

Det kan sagtens være, at eleven har fået en masse ud af undervisningen, men endnu ikke kan formulere det i den form som læreren forespørger. Her giver iPaden nye muligheder for at udtrykke sig. Man får altså både en reel mulighed for at se, hvad eleven har taget med fra et undervisningsforløb, og samtidig giver man eleverne mulighed for at strukturere det lærte, så det lettere kan hentes frem igen ved en anden lejlighed.

Der var ikke fokus på hvilke apps, der blev brugt til formålet, men “Puppet Pals” blev nævnt som et redskab til de helt små. “Creaza” blev nævnt som et redskab, man kan bruge hele vejen op, da man kan differentiere, hvor meget man forventer, at eleverne skriver til deres tegneserie.

Vi tænker, at der er andre apps, der også kan klare opgaven, men at det overordnede krav må være, at man visuelt nemt kan udtrykke sig uden, at det samtidig er et krav, at man skriver en masse under processen.

Bookcreator kan muligvis også bruges, men det giver dog ikke helt de visuelle muligheder som der ligger i et tegneserie- eller animationsformat. Vi tænker, at ideen om at lade eleverne gengive det, de har lært på andre måder end den skriftlige, er noget vi vil undersøge nærmere, og som kan være relevant for alle aldersgrupper på skolerne. Skal en fysikrapport f.eks. være på skrift? Det er vigtigt at huske på, at eleverne ikke selv vil komme op med ideerne, hvis de ikke er blevet introduceret for dem.

 

Skrevet af:

Kristoffer Almer Færkel / Rachid Hajib

Thomas Klosowski / Lars Kristiansen

bottom of page